Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym Profeten Joseph Smiths vidnesbyrd
Vis til forrige side / ALT-2Vis næste side / ALT-3Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Hans første åbenbaring

Omsider kom jeg til den slutning, at jeg enten måtte forblive i mørke og vildrede eller også følge Jakobs anvisning og bede til Gud. Til sidst traf jeg den beslutning at "bede om at få den fra Gud", da jeg troede, at dersom han gav dem visdom, der manglede den, og ville give gavmildt og uden bebrejdelser, så kunne jeg vove det.

Derfor begav jeg mig, i overensstemmelse med denne beslutning om at bede til Gud, ud i skoven for at gøre forsøget. Det var en herlig, klar morgen, tidligt om foråret 1820. Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort et sådant forsøg, thi til trods for al min ængstelse og uro havde jeg endnu aldrig forsøgt at bede højt.

Efter at jeg var kommet til det sted, som jeg forud havde udset dertil og havde set mig omkring og konstateret, at jeg var helt alene, knælede jeg ned og begyndte at opsende mit hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort dette, førend jeg blev grebet af en magt, der ganske overvældede mig og havde en så forbavsende magt over mig, at den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale. Tæt mørke omgav mig, og det forekom mig en kort tid, som om jeg var dømt til pludselig undergang.

Men jeg anvendte alle mine kræfter på at anråbe Gud om at udfri mig af den fjendes magt, som havde overvældet mig, og i selve det øjeblik, da jeg var lige ved at synke i fortvivlelse og hengive mig til tilintetgørelse - ikke til en indbildt tilintetgørelse, men til et virkeligt væsens magt fra den usynlige verden, som havde en så forfærdelig magt, som jeg aldrig før havde følt hos noget væsen - netop i dette forfærdelige øjeblik så jeg en lyssøjle lige over mit hoved, stærkere end solens glans, og den dalede gradvis ned, indtil den hvilede på mig.

Ikke så snart havde den vist sig, førend jeg følte mig befriet fra den fjende, som holdt mig bunden. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede Søn. Hør ham!

Min hensigt med at gå og spørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne der var den rette, så jeg kunne vide, hvilken jeg skulle slutte mig til. Så snart jeg derfor havde fattet mig så meget, at jeg igen kunne tale, spurgte jeg de over mig i lyset stående personer, hvilken af alle sekterne, der var den rette - og hvilken jeg skulle slutte mig til.

Der blev svaret mig, at jeg ikke skulle slutte mig til nogen af dem, thi de var alle forkerte. Den person, som talte til mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed for ham, og at disse lærere alle var fordærvede, at "de drager nær til mig med læberne, men deres hjerter er langt fra mig. De lærer sådanne lærdomme, som er menneskebud og har gudfrygtighedens skin, men fornægter dens kraft".

Han forbød mig endnu engang at slutte mig til nogen af dem, og meget andet sagde han til mig, som jeg ikke nu kan skrive. Da jeg atter kom til mig selv, fandt jeg mig liggende på ryggen med blikket mod himmelen.

Nogle få dage efter at jeg havde haft dette syn, var jeg tilfældigvis i selskab med en metodistpræst, som tog livlig del i den omtalte religiøse vækkelse; og da vi talte med hinanden om emnet religion, benyttede jeg lejligheden til at tale med ham om det syn, jeg havde haft. Men jeg blev yderst forbavset over hans opførsel; han optog ikke blot min beretning ligegyldigt, men behandlede den endog med stor foragt, idet han sagde, at det altsammen kom fra djævelen, at sådant noget som syner og åbenbaringer ikke fandt sted i disse dage, at alt sådant var ophørt med apostlene, og at sådanne ting ikke ville ske mere.

Jeg opdagede imidlertid snart, at min beretning havde vakt en hel del fordom imod mig blandt dem, der bekendte sig til religion, og fremkaldte en stadig tiltagende forfølgelse. Skønt jeg kun var en ubetydelig dreng, mellem 14 og 15 år gammel, og mine forhold i livet var således, at jeg ville blive en dreng uden betydning i verden, så lagde dog mænd i høje stillinger mærke til mig og vendte den offentlige mening imod mig, hvad der forårsagede bitter forfølgelse; og dette var almindeligt blandt alle sekter - alle var enige om at forfølge mig.

Jeg tænkte alvorligt dengang, som jeg så ofte siden har gjort, på, hvor besynderligt det var, at en ubetydelig dreng på lidt over 14 år, som var tvunget til at skaffe sig et tarveligt udkomme ved sit daglige arbejde, skulle betragtes som en person af tilstrækkelig betydning til at tiltrække sig de stores opmærksomhed i datidens mest populære sekter, og det i en sådan grad, at det fyldte dem med den stærkeste forfølgelses- og modstandsånd. Men enten det nu var besynderligt eller ej, så var det således, og forårsagede mig ofte stor sorg.

Dog var det ikke desto mindre en kendsgerning, at jeg havde set et syn. Jeg har siden tænkt, at jeg følte ligesom Paulus, da han holdt sin forsvarstale for kong Agrippa og fortalte om det syn, han havde haft, da han så et lys og hørte en røst; men der var dog kun få, som troede ham; nogle sagde, at han var uærlig, andre at han rasede, og han blev spottet og hånet. Men alt dette tilintetgjorde ikke synets virkelighed. Han havde set et syn, det vidste han, og al forfølgelse under himmelen kunne ikke ændre den sag; og selv om de ville forfølge ham til døden, vidste han dog og ville til sidste åndedrag vide, at han både havde set et lys og hørt en røst tale til sig, og hele verden kunne ikke få ham til at tænke eller tro anderledes.

Således var det med mig. Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og selv om jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, var det alligevel sandt; og medens de forfulgte og smædede mig og talte allehånde ondt om mig, uforskyldt, fordi jeg sagde det, følte jeg mig drevet til at sige i mit hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden? Jeg har virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud? Og hvorfor tænker verden på at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det. Thi jeg vidste i det mindste, at ved at gøre så, ville jeg forsynde mig imod Gud og komme under fordømmelse.

Jeg var nu i mit sind forvisset om, for så vidt som den sekteriske verden angik, at det ikke var min pligt at slutte mig til nogen af dem, men forblive som jeg var, indtil jeg modtog yderligere anvisninger. Jeg havde fundet, at Jakobs vidnesbyrd var sandt, at et menneske, som fattes visdom, kan bede til Gud og få svar, og uden bebrejdelse.

Vis til forrige side / ALT-2 Vis næste side / ALT-3