Vis bog oversigt Gå til forside
Bruger: Anonym
Skift størrelse på bogstaver i teksten / ALT-Q
Den Store Hvide Gud var en realitet
Mark E. Petersen

Det gamle Amerikas Store, Hvide Gud lever stadig!

I arkæologers og historikeres opdagelser og skrivelser fremstår han nu som en uangribelig realitet. Det mysteriets tæppe, der så længe hvilede over de indfødtes gådefulde traditioner, er trukket til side af moderne forskning og nyligt, men århundredgamle dokumenter, som åbner for et stærkt udvidet syn på denne guddommelighed og hans arbejde på den vestlige halvkugle.

Der var en sådan Gud!

Han kom virkelig til Amerika - længe før Kolumbus.

Han underviste de fordums indbyggere i sin sande religion, oprejste nogle af deres døde, helbredte mange af deres syge, lærte dem nye og mere produktive landbrugsmetoder og oprettede en regering af lighed og fred.

Han kom pludselig og forsvant lige så pludseligt på overnaturlig måde.

Folket fordum betragtede ham som Skaberen, der kom til jorden i en legemlig skikkelse.

Hvem kan betvivle det bevismateriale, der nu vejer så tungt?

At han var en kristen guddom, kan ingen med held benægte.

At hans lærdomme var beslægtet med Bibelens, er der nu mange, der beredvilligt indrømmer. Og at han lovede at vende tilbage er en anerkendt, nedskrevet kendsgerning, bekræftet af senere historiske beretninger.

Overleveringen om en hvid Gud i det gamle amerika blev bevaret gennem generationer af indianere far Chile til Alaska og ha ligeledes været bemærkelsesværdig vedholdende blandt polynesere fra Hawaii til New zealand.

I hovedpunkterne svarer alle sådanne overleveringer til hinanden. De varierer i navne og mindre væsentlige detaljer fra ø til ø og fra land til land, med hovedtrækkene forbliver de samme: - Der var en Stor, Hvid Gud. han kom og boede blandt deres forfædre, betjente dem for en tid og forlod dem så igen. Nogle siger, at han steg op til himlen.

Så pålidelige er de beretninger, der nu findes om ham, at de påvirkede Paul Herrmann til i sin bog the Conquest of Man at sige: "Efter omhyggelig overvejelse kan man ikke drage nogen anden slutning end den, at den lyse Gud, Quetzalcoatl, var en virkelig person, at han hverken var et spansk propagandanummer eller en legende skabt i indianernes fantasi." (p. 72).

Denne skikkelse var kendt som Quetzalcoatl i dele af Mexico, hovedsagelig i Choula området. Han hed Votan i Chiapas og Wixepechocha i Oaxasa, Gucumatz i Guatemala, Viracocha og Hyustus i Peru, Sume i Brazilien og Bochica i Columbia.

Blandt peruvianerne var han også kendt som Con-tici eller Illa-Tici, hvor Tici betyder både Skaber og Lyset. Hos Mayafolket var han især kendt som Kukulcan.

På de Polynesiske øer hed han Lono, Kana eller Kon og undertiden Kanaloa - det Store Lys eller stor Klarhed. Han var også kendt som Kane-Akea, den Store Stamfader, eller som Tongaroa, havets sols gud.

Hvordan så han ud, denne Store, Hvide Gud?

Han blev beskrevet som en høj, hvid mand, skægget og med blå øjne. Han bar lette, løsthængende klæder. Han kom fra himlen og vendte tilbage til himlen.

Og hvad gjorde han, da han kom? Han helbredte de syge, gjorde de blinde seende, helbredte de lamme og oprejste nogle af deres døde. Han lærte dem om en bedre livsform og fortalte folket, at de skulle gøre mod andre, som de ønskede, andre skulle gøre mod dem, elske deres næste som dem selv og altid udvise venlighed og barmhjertighed.

Han systes at være en meget myndig og overmåde venlig person. Han havde magt til at gøre bakker til fladt land og fladt land til høje bjerge. Han kunne få vandet til at springe frem fra den massive klippe.

Foruden at give dem regler for, hvordan de skulle leve fredeligt sammen, opmuntrede han dem til at søge mere kundskab og lærte dem også bedre landbrugsmetoder.

En af de bemærkelsesværdige begivenheder omkring hans komme var, at han viste sig efter en periode af mørke over hele landet, hvorunder folket havde bedt om, at solen måtte komme tilbage. Medens mørket endnu herskede "led de mange trængsler, opsendte bønner og aflagde højtidelige løfter til dem, de antog for deres guder, og de bønfaldt dem om det lys, der var forsvundet." Da lyset vendte tilbage, kom så denne "høje, statelige, hvide mand, hvis personlighed og udseende vakte stor respekt og ærefrygt... Og da de så hans magt, kaldte de ham Skaberen af alle ting, Begyndelsen, solens Fader." (Pedro de Cieza de Leon, The Incas).

Medens denne personlighed undervistye i sin religion, ansporede han også folket til at bygge templer til gudsdyrkelse, og hans tilhængere blev meget hengivne. (Pierre Honore, In Quest of the White God, p. 16). Da han forlod dem, lovede han dem at vende tilbage, og dette er årsagen til, at de indfødte ser frem til hans tilbagevenden, på samme måde som jøderne ser frem til deres lovede Messias.

Denne tro førte dem imidlertid i ulykke, da spanierne kom til Amerika, og da kaptajn Cook sejlede til Hawaii øerne. Men disse tragedier tjente kun til at forstærke beviset for hans eksistens.

Da de spanske Conquistadores nåede Sydamerika, gik en af Pizarros løjtnanter i land iført sin hjelm og brystplade og med en skinnende muskedonner. Hans tilsynekomst gjorde stærkt indtryk.

Indfødte på stranden iagttog ham med undren. Det var em hvid mand! Da Pedro de Candia skridtede hen imod dem, knælede de for ham og begyndte at sige, "Viracocha, Viracocha." Det forvirrede den flotte Pedro. De indfødte kom nærmere og omringede ham. Selv noget frygtsom affyrede han sin bøsse i luften i forventning om at skræmme de indfødte bort, men de rørte sig ikke ud af stedet. I stedet hviskede de: "Illa Tiki, Illa Tiki", der betyder "Lynets Gud".

Indianerne troede, at han var deres hvide gud, Viracocha, der nu vendte tilbage, og at han med sin bøsse beherskede både torden og lyn.

Hernando Cortez blev ligeledes antaget for at være den tilbagevendte hvide gud, da han kom til Mexico i 1520. Da de indfødte på kysten så, at han var hvid, en leder blandt sine mænd, og at han kom i et stort skib men hvide sejl, løb de i hast til deres hersker, Montezuma, og bekendtgjorde, at den Store, Hvide Gud var ankommet.

Dette havde en slående virkning på Montezuma. Han huskede, at da han blev kronet som kejser, havde præsterne i den aztekiske kult givet ham denne påmindelse: "Denne trone tilhører ikke dig, du har den blot til låns, og en dag skal den overgives til Ham, som den retmæssigt tilhører." (Pierre Honore, op.cit., p. 66).

Montezuma lagde straks planer om at møde Cortez med al den respekt, han skyldte den hvide Gud, hvem hans aztekiske religion havde lært ham at se hen til. Der blev bragt Cortez kostbare gaver, og rigets skatte blev åbnet for ham. Han blev i sandhed æret som en gudddom. Men hans forræderi ændrede snart dette, og krig blev resultatet. Montezuma mistede sin trone og sit liv. Men overleveringen levede videre.

Da kaptajn Cook sejlede ind i de fredelige vande ved Hawaii øerne, blev også han forvekslet med den Hvide Gud. De indfødte dér havde - ligesom deres slægtninge i Amerika - længe ventet deres Store, Hvide Guds andet komme. Da de så kaptajn Cook, en hvid mand med stor myndighed, der sejlede i et stort skib med store, hvide sejl, sådanne som de indfødte aldrig før havde set, modtog og tilbad de godtroende hawaiianere ham som deres længe ventede guldhårede gud, Lono.

Mærkværdigt nok var kaptajn Cook gået i land under Makahiki festen, den højtidelighed, der holdt overleveringerne om den Hvide Gud, Lono i live. Kong Kalaniopuu bød ham og hans selskab velkommen, og de indfødte præster førte ham under stor højtidelighed hen til den store stenomkransede pyramide, som var Lonos tempel. Med forundring modtog denne gæve britiske opdagelsesrejsende deres ærbødige opvartning, ganske villig til at modtage enhver form for æresbevisning, de var villige til at skænke ham.

Men hans mænd var alt andet en engleligende, og på grund af deres plyndringer nedkaldte de de indfødtes raseri over hele Cookselskabet. I kampen, der fulgte, mistede Cook livet. Men endnu engang - overleveringen levede videre.

Ikke blot er de ægte fortalte beretninger om den Hvide Gud fortsat ned gennem tiderne, men hans lærdomme står også stadig de indfødtes hjerter nær.

Fordi mændene gik i krig og mange af dem blev dræbt, var det i årevis kvinderne, der bevarede overleveringerne og slægtshistorierne. De fortalte disse beretninger til deres børn og deres børnebørn.

En af de bemærkelsesværdige overleveringer er den, der genfortælles i Stephens Episoder under rejser i Mellemamerika (Incidents of Travel in Central America). Forfatteren citerer, hvad Fuentes, en historiker, der skrev om det gamle kongedømme, Guatamala, og om Toltecan indianerne, fortalte om disse folks herkomst. De var israelitter, sagde han, befriet fra Faraos tyrani af Moses. Efter at have krydset det røde hav blev de afgudsdyrkere på grund af de lokale folkestammers indflydelse, og for at undslippe Moses' irettesættelser, strejfede de bort. Ledet af en mand ved navn Tanub, blev de ført fra kontinent til kontinent, indtil de endelig kom til et sted, som de kaldte de Syv Huler, en del af kongeriget Mexico, hvor de grundlagde byen Tula. Historien beretter, at fra Tanub, deres leder, udsprang Tula- og Quinche familierne. Andre overleveringer fortæller om fire brødre, som fra lande langt borte førte deres familier mod øst, over havene til den nye verden, hvor de slog sig ned og byggede byer.

Popol Vuh (Skrevet på latin i det 17. århundrede af indfødte skribenter. Originalen fra før Kolumbus var skrevet med hieroglyffer), de gamle Quinche Mayaers hellige bog, afslører, at de fordums amerikanere troede på en treenighed af guder. De troede også på en himmelsk fader og en himmelsk moder, og at den Evige Fader, og hans Elskede Søn var himlens og jordens skabere. Treenigheden er også kendt som, Caculha Huracan, Chipa-Caculha og Rex-Caculha. De blev kaldt for Himlens Hjerte.

Popol Vuh fortæller også om skabelsen som noget, der er blevet udført af denne treenighed - tre guddommelige væsener - skabere og tilvejebringere af alt. Disse fordums amerikanere, som man nu har fundet ud af på mange områder har haft en høj kultur og været dybt religiøse, troede ikke på nogen kønsløs, formløs, fantomlignende gud. For dem var treenigheden virkelige personer, der havde køn og personlighed. Og der var en moder i himlen. Disse fordums amerikanere troede - som det fremgår af denne hellige bog - på en tilværelse forud for denne og på en djævel, som også levede i dette førjordiske liv, hvor han pralede af sin åndfuldhed og magt og sagde: "Mine øjne er af sølv, klare, strålende som ædelstene, som himlens ansigt ... Derfor er jeg solen, jeg er månen for hele menneskeheden."

Den onde skabning søgte at tilrane sig Guds ære, men det mislykkedes. "Hans eneste ærgærrighed var at ophøje sig selv og at herske."

Manuskriptet fra de gamle indianerkilder forklarer, at på dette tidspunkt "var hverken vor første moder eller første fader blevet skabt."

Der er også beretningen om kvinden, som blev fristet til at spise frugten af et træ og spørge: "Skal jeg dø? Er jeg fortabt, hvis jeg tager en af disse frugter?"

Historien om den store oversvømmelse (Noas) berettes blandt de første amerikanere og polynesere.

Overleveringer i det nordlige Mexico, hovedsagelig blandt Yaqui indianerne, fortæller om et råd af tolv mænd, som virkede religiøst blandt folket. De fortæller også om en form for nadver, hvor de indfødte spiser og drikker indviede sindbilleder med tegn på stor sorg og til erindring om deres guddom.

Religion var en væsentlig del af disse fordums amerikaneres liv, som for polyneserne, om hvem der fortælles, at de bragte deres religion med sig fra Amerika, da de udvandrede. Det er der skrevet tykke bind om.

Men hvem var egentlig denne Store, Hvide Gud?

Da Jesus Kristus virkede i kødet blandt jøderne, talte han om en anden gruppe troende - hans andre får. (Se Joh. 10) Han lovede at tage hen til dem og virke iblandt dem. Det gjorde han også - i Amerika.

I det gamle amerika virkede også profeter på samme måde som i Palæstina og i samme tidsperiode.

Disse vestlige profeter nedskrev deres hellige beretning på samme måde som deres palæstinensiske fæller gjorde det, og på denne måde blev der beredt endnu et bind af skrifter. Kendt som Mormons Bog fortælles der om, hvorledes Gud befattede sig med det gamle Amerika efter hans optstandelse i Palæstina. På det tidspunkt levede der millioner af mennesker i Amerika. Nogle af dem troede på, at Kristus ville komme til deres land. Andre spottede. De troende tjente Herren, spotterne fulgte enhver ond vej.

Da korsfæstelsen fandt sted, og jordskælvene rystede Palæstina, for endnu værre rystelser, storme og brande hen over den vestlige halvkugle. Mormons Bog fortæller historien: "Og i det fire og tredivte år på den fjerde dag i den første måned rejste der sig en vældig storm, en sådan, som man aldrig før havde set magen til i hele landet. Og der rasede også et voldsomt og forfærdeligt uvejr; og der var en forfærdelig torden, som rystede hele jorden, som om den skulle revne i mange stykker. Og man så overalt skarpe lyn, som man aldrig før havde set i landet. Og byen Zarahemla kom i brand." (3. Nephi 8:5-8)

Ifølge beretningen var ødelæggelsen enorm. Hovedveje var brudt op, byer var sunket i jorden, mange mennesker var blevet dræbt, og hele landets overflade havde forandret sig - og alt dette i et tidsrum af omkring tre timer.

Så ... "skete det, at der lå et tæt mørke over hele landet, så at indbyggerne, der ikke var omkommet, kunne føle tågen, som forårsagede mørket." (3. Nephi 8:20)

Efter denne tilstand, der varede i tre dage, lød der en stemme, "... og hele folket hørte den og var vidne til, at den sagde: O, I indbyggere i disse store byer, som er faldet. I, som er af Jakobs slægt, ja, af Israels hus, hvor ofte har jeg ikke samlet jer, ligesom en høne samler sine kyllinger under sine vinger, og plejet jer ... ja, hvor ofte ville jeg ikke have samlet jer, som en høne samler sine kyllinger, men I ville ikke." (3. Nephi 10:3-5)

Nogle dage senere samlede en stor folkemængde sig ved templet i Overflødighedens land, og der lød en røst tre gange: "Og se, tredie gang forstod de røsten, som de hørte, og den sagde til dem: Se, min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit navn, hør ham. Og da de forstod, rettede de igen blikket op mod himlen, og se, de så et menneske stige ned fra himlen, og han var klædt i en hvid kjortel; og han kom ned og stod iblandt dem; og hele mængden rettede deres øjne mod ham, og de vovede ikke at åbne munden, ikke engang den ene til den anden, og de vidste ikke, hvad det betød, thi de troede, at det var en engel, som havde åbenbaret sig for dem. Og det skete, at han strakte hånden ud og talte til folket og sagde: Se, Jeg er Jesus Kristus, om hvem profeterne vidnede, at han skulle komme til verden. Og se, jeg er verdens lys og liv, og jeg har drukket af den bitre kalk, som Faderen har givet mig, og jeg har herliggjort Faderen ved at påtage mig verdens synder, hvori jeg har underkastet mig Faderens vilje i alt fra begyndelsen. Og da Jesus havde talt disse ord, faldt hele mængden ned på jorden; thi de kom i hu, at det var blevet forudsagt iblandt dem, at Kristus skulle vise sig for dem efter sin himmelfart. Og Herren talte til dem og sagde: Stå op og kom til mig, så I kan stikke jeres hænder i min side og føle naglegabene i mine hænder og i mine fødder, så at I kan vide, at jeg er Israels Gud og hele jordens Gud, som har lidt døden for verdens synder. Og mængden trådte frem og stak hænderne i hans side og følte arrene efter naglerne i hans hænder og i hans fødder; og dette gjorde de, den ene efter den anden, indtil de alle var gået frem, og de så med deres øjne og følte med deres egne hænder, og nu vidste de med sikkerhed og bar vidnesbyrd derom, at det var ham, om hvem profeterne havde skrevet, at han skulle komme. Og da de alle var kommet frem og selv havde set det, råbte de alle som med een stemme og sagde: Hosianna! Velsignet være den allerhøjeste Guds navn! Og de faldt ned for Jesu fødder og tilbad ham." (3. Nephi 11:6-17).

I dagene, der fulgte, indførte denne samme guddommelige gæst velsignelsen af brødet og vinen som en nadver. Han kaldte alle deres syge, plagede, lamme og stumme frem og helbredte dem. Han oprettede en forvaltning til at undervise og døbe i sit navn, og han underviste disse ledere og skarerne i sin lære. Og efter mange dage "... kom en sky og overskyggede folket, så de ikke kunne se Jesus. Og medens de var overskyggede, forlod han dem og opfor til himlen. Og disciplene så og vidnede om, at han atter opfor til himlen." (3. Nephi 18:38-39)

Dette er den sande beretning om den Store, Hvide Gud. Han er Jesus Kristus, hele menneskehedens Frelser.